Haderslev og historien

Historisk domkirke

Haderslev er en domkirkeby og har dermed det særlige over sig, som kommer, når en by er centrum for en stor kirke, som den lokale kirkeøvrighed er knyttet til. Der kan godt være en lidt højtidelig stemning i byens gader, og den fremhæves, når den store kirke kalder til gudstjeneste.

Haderslev Domkirke er et besøg værd. Kirken på stedet stammer som så mange andre kirker i Danmark fra 1100-tallet, men den kirke, der står i dag, blev påbegyndt i 1200-tallet. Myten siger, at den ældste kirke blev ødelagt under kampene mellem Abel og Erik Plovpenning, men virkeligheden er nok, at datidens folk rev den ned for at give plads til en større og mere imponerende bygning.

I dag er kirken centrum for mange aktiviteter og arrangementer, som for eksempel koncerter, og gennem hele sin hístorie har den været en betydningsfuld del af livet i Haderslev.

En del af Sønderjyllands historie

Kirken har altid været en vigtig del af Sønderjyllands historie. Selve Haderslev Stift er et resultat af historiens gang, for da Erik af Pommern kæmpede med greverne fra Holsten i 1400-tallet, blev byens forbindelse til Slesvig afbrudt, og efterfølgende blev tankerne sået om at etablere Haderslev Stift som en selvstændig enhed. Det skete dog reelt først efter genforeningen i 1920 – nemlig i 1922.

Som følge af dette skulle kirken gøres større og flottere, og der blev blandt andet opført den imponerende gavl på koret, som gør, at Haderslev Domkirke i dag regnes for et af Danmarks smukkeste og mest betydningsfulde gotiske bygningsværker. Kirken har som så mange andre bygningsværker været ramt af brand. Det skete eksempelvis i 1627, da Haderslev blev invaderet af tropper, der trak sig tilbage fra 30-års krigen. Dengang brændte også en stor del af Haderslev by.

I 1650 stod kirken klar på ny, men i en lidt mindre prangende udgave. I dag betragtes den udgave, som kirken fik ved genopførelsen i 1650, som den, man gerne vil bevare, og hver gang, der er sket restaureringer på kirkens bygninger, er det udgaven fra 1650, der har stået som det, der skulle bevares.

Kirken i dag

Den seneste restaurering er sket i årene 1941 – 1951. Her blev en stor del af det indre kalket hvidt, og som i mange andre sønderjyske kirker kan man se våbenhjelme for adelsslægter fra Slesvig og Holsten, i form af små kalkmalerier. I forbindelse med denne restaurering blev der også opsat et nyt alterbord, men krucifikset stammer helt tilbage fra 1300-tallet. I det hele taget stammer meget af inventaret fra middelalderen, og kirken er derfor en interessant blanding af nye og gamle elementer.

Orglet har særlig interesse. Det er et af de største i Danmark med 73 stemmer, fire manualer og pedal. Som Sønderjyllands største kirke er domkirken i Haderslev et must for den arkitekturinteresserede turist.