Haderslev og historien

En stolt slagtertradition

Hvad har pølser og flæsk nu med det at være turist på Haderslev-egnen at gøre? En hel del, synes vi faktisk – for Haderslev og i det hele taget Sønderjylland har en stolt slagtertradition, som vi vil råde dig til at undersøge lidt nærmere, når du nu er her.

Sønderjyderne er ikke mindst kendt for deres stolte pølsetradition, og vi vil anbefale, at du køber nogle prøver med hjem, når du er her. I Haderslev er der flere slagterforretninger tilbage. Den mest kendte er nok Christian Vollstedt, som både laver pølser til engros salg over hele landet og har en detailbutik. Den ligger på Naffet i Haderslev, midt i den gamle del af byen.

Tysk tradition

Den stolte, sønderjyske pølsetradition stammer tilbage fra den tid, da Sønderjylland var tysk. Indtil 1920 blev slagterne jo uddannet i Tyskland, og de lærte at sætte pris på de gode pølser, som tyskerne er kendt for.

I dag er nogle af de kendte, sønderjyske pølser ringriderpølser, kålpølser og sønderjyske spegepølser. Ringriderpølsen er en mildt krydret pølse, som ristes over grillen og er en fast ledsager til øl ved de mange sønderjyske ringriderfester og byfester. Alle typer er kendt for et højt kødindhold og er dermed af en rigtig god kvalitet.