Haderslev og omgivelserne

Besøg Gram Slot

Da landmanden Svend Brodersen i 2007 sagde til sin kone, at han havde lyst til at købe Gram Slot og Nybøl Godser, som var kommet til salg, sagde hun, at han var godt tosset. Her godt ti år senere er Svend Brodersen sammen med sin kone hovedejer af det historiske slot og gods. Og det er blevet centrum for en lang række aktiviteter, der trækker turister til fra nær og fjern.

Godset drives i dag som et stort, økologisk landbrug, og de mange køer på godset leverer blandt andet mælk til Rema 1000, der også er medejer af stedet.

Ud over det er der hele året rundt en lang række arrangementer og faste begivenheder, som du kan besøge som turist.

Der er masser af historie knyttet til slottet, som blandt andet er hjemsted for slotsspøgelset “Den gale grevinde”. Hun vandrer i dag hvileløs rundt i slottets kældergange, fordi hun efter sigende slog en tjenestepige ihjel.

Ferielejligheder

Hvis du vil bo på godset, er der en række ferielejligheder til rådighed. De findes på Gramgård nord for slottet og rummer hver især 3-4 værelser og er på 150-170 kvadratmeter, så der er plads til hele familien. Brug lejlighederne som udgangspunkt for udflugter på egnen, eller et besøg i slottets restaurant – så behøver du ikke at tænke på, om du skal køre hjem eller ej.

Gårdbutik og restaurant

Slottets gårdbutik har åbent alle ugens dage, og her kan du købe godsets egne produkter fra mel, mælk og gryn over kød og kartofler til brød og ost. Derudover sælger gårdbutikken en lang række andre specialiteter – og skøn kaffe, som du får malet på stedet.

Gårdens restaurant har åbent torsdag til søndag og har et godt udvalg af retter og menuer.